”Carl Nielsen – Danmarks Nationalkomponist”
Sopranen Lykke Appelon, trompetisten Henrik Rønnow og organisten Vibeke Astner tegner et musikalsk portræt af Danmarks nationalkomponist, hvis værker er et levende spejl af dansk kultur og historie, og hvis sange og salmer indfanger den danske folkesjæl.”Carl Nielsen – Danmarks Nationalkomponist”.
Med koncertprojektet sættes fokus på tre væsentlige sider af Carl Nielsen: Den folkelige Carl Nielsen – med sange som ”Sænk kun dit hoved”, ”Den Danske Sang” og ”Jeg ved en lærkerede”. Den nationale Carl Nielsen – med uddrag fra musikken til skuespillet ”Moderen” og naturligvis Salmekomponisten Carl Nielsen – med salmer som ”Min Jesus lad mit hjerte få”, ”Mit hjerte altid vanker” og ”Påskeblomst, hvad vil du her”.
De tre musikere lader først og fremmest musikken tale, men undervejs i koncerten sætter de også ord på det, der gør Carl Nielsens musik til noget helt særligt. Hans klanglige univers, der afspejler glæde, sorg, kærlighed og håb – alt sammen i en stemning, der er umiskendeligt dansk.
Koncerten indledes med sangen ”Tit er jeg glad” og slutter med ”Solen er så rød, mor” Derved sættes den smukkest tænkelige ramme om en koncert med fokus på den mest betydningsfulde danske komponist.