Skip to main content

Trompetist Henrik Rønnow

Den lange - og mere personlige - præsentation

  • 1963
    Født d. 14. maj i Vejle
  • 1967
    Begyndte i Musikalsk Legestue i Vejle ved Fru Lisberg Møller. Jo, det er mig, der har valgt at sidde lige midt på gulvet.

  • Første instrument var blokfløjten, som jeg holdt fast ved i godt og vel 5 år.
    Susanne, som jeg her spiller sammen med, blev senere min dansepartner.

  • 1967-78
    Dans hos Fernels Danseinstitut i Vejle. Et hav af træningstimer, turneringen, rejser og gode oplevelser.
    Billedet er fra 1973 - jeg står som nummer fire fra venstre.

  • ...og der gik rigtig mange weekender med danseturneringer både i Danmark og et par gange også i England.
    Billedet er fra 1976

  • 1969
    Første trut i trompeten. Jeg faldt vist nok ret hurtigt for det instrument!

  • 1970-72
    Trompetundervisning ved Holger Jespersen, Vejle

  • 1970-83
    Klaverundervisning ved Fru Lisberg Møller og I.C. Møller, Vejle

  • 1970-83
    Medlem af Vejle 1. Kreds FDF/FPF-orkester. Dirigent Gunnar Videbæk Jensen. Det blev mange gode år i FDF orkestret i Vejle og dermed til et hav af gode oplevelser.
    Det er mig der står yderst til højre i tredje nederste række.

  • Årsmøderne i Sydslesvig (13 år i træk !) og ikke mindst ture til Norge og Færøerne står som nogle af de bedste minder. Højdepunktet var i 1978, hvor jeg blev udtaget til et nationalt FDF/FPF orkester til en turné i Nordengland og Nordirland samt til en galla koncert i Tivolis Koncertsal.
    Billedet er fra mit første Årsmøde i Sydslesvig i 1970.

  • 1976
    Klaveret blev suppleret med det dengang helt moderne instrument: El-orglet. Hurtigt førte det til engagementer som solist ved åbenthusarrangementer i en musikforretning og til "suppe-steg-is" musik ved fester.

  • Det var spændende og udfordrende at spille til fester i så ung en alder, og jeg fik bl.a. som 16 årig en kontrakt på Hotel Brittania i Esbjerg og blev tilbud det samme på Hotel Munkebjerg i Vejle, men efter godt og vel 6 år blev jeg  træt af det elektroniske instrument og af stilarten, så jeg besluttede mig for at stoppe. Jeg meddelte familien, at jeg aldrig skulle være professionel musiker.
    Siden hen kom jeg dog på andre tanker !

  • 1976
    1976 var også året hvor jeg havde de første optræden med trompeten ved gudstjenester. Først og fremmest i Gauerslund Kirke.
    Nu stod fritiden på danseturneringer, underholdning til fester, trompetmusik til gudstjenester, klaver og FDF orkestret.

  • 1979
    Jeg blev inviteret til Wigan i nærheden af Manchester i England af den værtsfamilie, jeg havde boet ved, da jeg var på turné med det nationale FDF orkester året forinden.
    I Wigan spillede jeg en lille kirkekoncert. Her spillede jeg for første gang Prins Jørgens March, en march, der siden har fået stor betydning for mig.
    Billedet er fra Vejle Amts Folkeblad, der bragte en lille fin artikel om mig.

  • 1980-87
    Trompetist i Vejle Amatør Symfoniorkester. Her blev interessen for klassisk musik for alvor vagt.
    Jeg fik bl.a. lov til at spille en lille trompetsolo sammen med daværende solotrompetist fra DR Symfoniorkestret, Ole Andersen, der var gæstesolist ved et par af koncerterne med amatørsymfoniorkestret.
    Billedet er fra 1984.

  • 1982
    Student fra Rosborg Gymnasium, Vejle. Ved optagelsen på gymnasiet var det fysik og matematik, der havde den store interesse. Langsomt men sikkert fik musikken dog overtaget.
    Trompetundervisning ved Kurt Holm, Kolding samt solotrompetist i Radiosymfoniorkestret Ole Andersen og ikke mindst en "kanin"-plads på musikkonservatoriet i Århus, gjorde det klart, at det var den vej, jeg ville.

  • 1982-92
    Ansat som underviser på Børkop Musikskole.

  • 1983
    Optaget på Det Jydske Musikkonservatorium, Århus. Undervisning ved daværende solotrompetist i Aarhus Symfoniorkester, Martin Schuster.
    Konservatorietiden gav mange gode oplevelser. Det var i konservatorietiden, jeg begyndte at spille de første kirkekoncerter dels som solist dels med messingkvintetten "KonseQuint" (senere Det Jydske Messingensemble).
    I de sidste studieår fik jeg også mulighed for at assistere i landsdelsorkestre og militærorkestre.

  • 1986
    Første kirkekoncert med organist Inga Lindmark. Et samarbejde, der i 2001 førte til udgivelsen af CD'en "Sound the Trumpet".

  • 1989
    Solist sammen med trompetisten Jens Bloch i Vivaldis dobbeltkoncert med Den danske Sinfonietta under ledelse af Milan Witek.

  • 1989
    Musikpædagogisk eksamen fra Det jydske Musikkonservatorium.
    Kort tid efter den afsluttende eksamen var der konkurrence om jobbet som trompetist ved Slesvigske Fodregiments Musikkorps i Haderslev.

  • 1989-2024
    Ansættelse ved Slesvigske Fodregiments Musikkorps (nu: Slesvigske Musikkorps eller blot SMUK). Hovedinstrumenterne er Ees-cornet og piccolotrompet.
    Billedet er taget i 1990 i forbindelse med en koncert foran Vejle Sygehus.

  • 1990-91
    Ansættelse ved Haderslev Musikskole.

  • 1990-97
    Medlem af Haderslev Messingensemble.

  • 1991-93
    Dirigent for Gråsten Garden. Dette var min første opgave som dirigent - en opgave, der gav blod på tanden til nye udfordringer.

  • 1992
    Vi købte et hus i Vedbøl og brugte et år på en total ombygning. Siden har huset dannet ramme om familien.
    Jeg nyder mit kontor/øvelokale med den herlige udsigt over Vedbøl Sø.

  • 1992
    Solist ved et stort show, nytårsaften, i anledning af indvielsen af Vejle Musikteater i Vejle.

  • 1992-94
    Dirigent for Aabenraa Brassband.

  • 1993-2004
    Dirigent for Fredericia Byorkester. Et spændende arbejde med et alsidigt amatørsymfoniorkester.
    En lang række store koncertprojekter samt en CD'indspilning blev det til i løbet af 11 pragtfulde år.

  • 1995-97
    Ansættelse ved Vojens Musikskole.

  • 1997
    Udgivelse af CD'en "Lad det klinge....".
    En jule-CDefter engelsk forbillede med julesalmer i nye arrangementer for kor, messinginstrumenter, slagtøj og orgel.
    CD'en blev af DR omtalt som "den mest helstøbte danske jule-CD produktion". CD'en er indspillet i Haderslev Domkirke.
    På CD'en medvirker kor fra Haderslev Domkirke, Trompetist Henrik Rønnow, Haderslev Messingensemble samt organisterne Svend Prip og Ole Brinth.

  • 2000
    Koncertprojekt "OKNA" i Haderslev Domkirke i anledning af årtusindeskiftet.
    Projektet kulminerede med et opførelse af værket sammen med en fantastisk lyssætning af Jakob Holm.
    OKNA er et værk af den tjekkiske komponist Petr Eben og er skrevet med inspiration i Chagalls glasmosaikker i den jødiske synagoge i Jerusalem.
    OKNA-koncerterne var med trompetist Henrik Rønnow og organist Ole Brinth.

  • 2001
    Turné med koncertprojekt "OKNA" til en række af de største kirker her i landet, herunder Marmorkirken og Grundtvigskirken i København, Viborg Domkirke, Vestervig Kirke, Herning Kirke og mange flere.

  • 2001
    Udgivelse af CD'en "Sound the Trumpet" med trompetist Henrik Rønnowe og organist Inga Lindmark. CD'en er indspillet i Haderslev Domkirke.

    Etableringen af musikforlaget "Lad det klinge...." med salg af CD'er og noder.

  • 2004
    Året blev i høj grad præget af kampen for overlevelse for Slesvigske Musikkorps - en kamp, jeg havde fornøjelsen af at spille en aktiv rolle i. Efter mange møder med politikere og ikke mindst på baggrund af en kollosal opbakning fra borgerne lykkedes det at redde musikkorpset. Det var i forbindelse med redningen, at Støtteforeningen for Slesvigske Musikkorps blev oprettet.

  • 2004-05
    Arrangør af promenadekoncerter i Fredericia med bl.a. Brdr. Olsen. Finn Nørbygård og Randers Kammerorkester.

  • 2005
    Bach´s 2. Brandenburg Koncert ved ProMusica Koncert i Sønderborg sammen med musikere fra Sønderjyllands Symfoniorkester. Senere på året solist med Fredericia Byorkester i Haydn´s Trompetkoncert.

  • 2006
    Solist med Copenhagen Brass under ledelse af Mogens Andresen.

  • 2007
    Julekoncerter med Kurt Ravn.

  • 2008
    Arrangør af dobbeltkoncert med sopranen Barbara Hendricks i Haderslev.
    Solist med Randers Kammerorkester, dir. David Riddell, i forbindelse med koncerten med Barbara Hendricks i Haderslev Domkirke.

  • 2009
    Camille Saint-Saëns Septet med Randers Kammerorkester.
    Året bød også på et møde med to fantastiske musikere - Niels Lan Doky, der var solist med Slesvigske Musikkorps ved en koncert i Haderslev samt Pia Raug, med hvem Slesvigske Musikkorps indspillede CD'en "Fred er at skabe".
    Året sluttede med en stribe julekoncerter med Kurt Ravn.

  • 2010-13
    Formand for Foreningen Alskoncerten.dk, der arrangerede de store open air koncerter "En Søndag på Als" i Augustenborg Slotspark.

  • 2010
    Endnu et forsvarsforlig kom i hus, og på trods af, at Slesvigske Musikkorps endnu engang stod på randen af nedlæggelse lykkedes det - takket være politikerne i Forsvarsudvalget og en unik lokal opbakning - at redde musikkorpset.

  • 2010
    Musikalsk blev året indledt med Vivaldis dobbeltkoncert med Randers Kammerorkester.

  • 2011
    To dejlige musikalske begivenheder står i klar erindring: Uropførelsen af Lasse Toft Eriksens værk: Messe for Trompet og Orgel - Hommage á Holmboe - sammen med organisten Inga Lindmark ved en koncert i Sct. Nicolaj Kirke i Kolding samt en sommerkoncert med Kurt Ravn og pianisten Carl Urik Munk-Andersen på Tørning Mølle.

  • 2011
    blev også året hvor et nyt ensemble så dagens lys. En messing trio bestående af Henrik Rønnow, trompet, Inge Haaning, horn og Mette Krüger, basun.

  • 2012-14
    Med hjælp og støtte fra Den Jyske Sangskole i Herning og Den Obelske Familiefond oprettede vi i 2012 Haderslev Sangakademi. Jeg havde fornøjelsen af at være leder af sangakademiet i to år.

  • 2012
    Efterårskoncert med violinisten Kim Sjøgren på Tørning Mølle.

  • 2014
    Noget af det flotteste og festligste, jeg har medvirket ved, er uden tvivl bispevielserne i Haderslev Domkirke og Ribe Domkirke.

  • 2014
    Jeg fejrede 25 års jubilæum som musiker ved Forsvaret.

  • 2015
    Solist med SMUK - Slesvigske Musikkorps i Ib Glindemanns trompetkoncerter ved koncerter i Haderslev og Fredericia.
    Ib Glindemann overværede både prøvearbejdet og koncerterne. Det var en fornøjelse at møde ham.

  • 2015
    I december måned tog SMUK - Slesvigske Musikkorps på turné til USA og lagde bl.a. vejen forbi Washington og Chicago.
    I Washington gav musikkorpset koncert sammen med "The United States Marine Band" i daglig tale også kaldet "The Precidents Own". Ved denne koncert var jeg solist i Vivaldis dobbeltkoncert sammen med Matthew Harding.

  • 2016
    Solist i Hummels trompetkoncert ved en koncert med Fredericia Byorkester i Hannerup Kirke, Fredericia.

  • 2018
    Et fantastisk sjovt koncertprojekt var en række Beatles koncerter, arrangeret af min gode ven Alex Bødiker. Alle de medvirkende musikere og sangere havde rødder i Haderslev. For mig var opgaven naturligvis primært at spille piccolotrompetsoloen i Penny Lane.

  • 2021
    Solist i Bachs Brandenburgkoncert nr.: 2 sammen med Marianne Leth, fløjte, Jette Kristensen, obo og Clara Richter-Bæk ved en koncert med Randers Kammerorkester på Sostrup Slot.

  • 2022
    Jeg har ikke tal på hvor mange gange, jeg har spillet Messias", Juleoratoriet, h-mol messen og andre store kor- og orkesterværker med Randers Kammerorkester. Specielt Händels Messias har ofte været på programmet - og det har altid en førnøjelse at opføre.

  • 2023
    Lysfesten på Haderslev Kaserne den 4. maj blev min sidste.
    34 år i træk - kun afbrudt en enkelt gang under corona-nedlukningen - har jeg spillet "Prins Jørgens March" ved Lysfesten og ved Mindegudstjenesten i Haderslev Domkirke.
    (Foto: Jacob Schultz, Jysk Fynske Medier)

  • 2023
    Sidste koncerter med SMUK - Slesvigske Musikkorps blev to efterårskoncerter hhv. i Kirkesalen på Koldinghus og i Kulturhus Harmonien i Haderslev. Jeg takkede af med at være solist i Daniel Drages flotte bearbejdelse af Michael Bojensens "Så tag mit hjerte".

  • 2024
    Året begyndte med festlige nytårskoncerter med Randers Kammerorkester og en koncert med nordisk musik i Sct. Lukas Kirke i Aarhus.
    Den 1. februar stoppede jeg helt formelt som musiker ved Forsvaret.

Booking

Pressebilleder